Forløb - bliv fællesskabsforkæmper
Her finder du et forløb, der kombinerer elementer fra de forskellige dele af dette aktivitetsmateriale. Med forløbet sætter du tydeligt fokus på, at jeres fællesskab er vigtigt, og at det er vigtigt for jer at tage godt imod nye. Og børnene kommer til at arbejde med jeres fællesskab på forskellige måder og med forskelligt fokus.
Varighed: 3-5 gange (alt efter hvor lang tid I har sammen pr. gang, og hvor meget andet, I gerne vil lave ved siden af).
Hvorfor
Du gør måske mange af de her ting i forvejen i større eller mindre grad. Men et forløb hjælper os som voksne til at blive mere bevidste om, hvilket fællesskab vi skaber og hvordan – og samtidig giver det børnene en bedre mulighed for at være med til at skabe det fællesskab, I gerne vil have hos jer.
Formål med forløbet
Alle har brug for at være en del af et fællesskab. Derfor sætter vi med dette forløb fokus på, hvordan vi hos os sikrer, at alle føler sig som en del af fællesskabet, og hvordan vi byder nye velkommen i vores fællesskab. Der er lavet et fællesskabsmærke, som I kan give børnene som afslutning på forløbet. Mærket kan købes hos Mærkelex.
Forløbet
Snak med dem om, hvad fællesskab egentlig er, hvorfor det er vigtigt etc. I kan også se (dele af) filmen om ensomhed og fællesskab, hvor Snapper og Topper finder ud af en masse om ensomhed og fællesskab. Og I kan synge den helt nye ensomheds-sang, som Sigurd Barrett har skrevet, som du kan finde tekst og noder til sidst i dette materiale eller på ensomhedogfællesskab.dk
Du kan finde inspiration til at tale om fællesskab i introen til dette materiale.
Vælg minimum 2 lege fra afsnittet ”Lege – samarbejde og grin”. Fordel legene på to orskellige dage i forløbet.
Hvis du ikke ved, hvad du skal vælge, så brug ”Zip, zap, zup” og ”Cirkler af….”
Vælg minimum 2 samarbejdsøvelser fra afsnittet ”Samarbejdsøvelser”. Fordel samarbejdsøvelserne på to forskellige dage i forløbet.
Hvis du ikke ved, hvad du skal vælge, så brug ”Omvendt radiobil – eller tillidsfange” og ”Stafet på kasser”
Vælg 1 krea-projekt om fællesskab fra afsnittet ”Krea-projekter”.
Hvis du ikke ved, hvad du skal vælge, så brug ”Byg ensomhed og fællesskab”
Arbejd med materialet under ”Hvordan er vores fællesskab?”
Arbejd også med, hvordan I byder nye velkommen i jeres fællesskab, og hvilken rolle børnene har. I kan finde inspiration til det i afsnittet ”Nye medlemmer i stærke fællesskaber”.
Fordel aktiviteterne ud på 3-5 gange, så de passer til, hvor lang tid I er sammen pr. gang. Husk ikke at pakke aktiviteterne for tæt. Der skal være tid til at tage de snakke, der opstår undervejs.
Hvis I vil indføre fællesskabs-forkæmpere se afsnittet ”Fællesskabs-forkæmpere”, så gør det i forbindelse med, at I slutter forløbet af.
Afslut evt. forløbet med ”tag en ven med”, eller hold et åbent møde et synligt sted i byen, hvor andre kommer forbi og kan blive inviteret indenfor. Så kan børnene få lov til at prøve nogle af deres nye færdigheder af og øve sig i at få andre til at føle sig velkommen i fællesskabet.
Der er i forbindelse med materialet her lavet et fællesskabsforkæmper-mærke. For at få mærket, skal man enten deltage i forløbet som beskrevet ovenfor, eller som fællesskabsforkæmper have været med til at tage imod nye og byde dem godt velkommen i fællesskabet som beskrevet i afsnittet ”Fællesskabs-forkæmpere”. Mærket kan købes hos Mærkelex.